Backyard Ultra Documentary : IT'S EASY UNTIL IT'S NOT

Det var faktisk en ide jeg fik i gymnasiet. Vi havde lange træningspas og jeg var altid bedst til sidst. Vi lavede intervaltræning, hvor man løber et hurtigt pas, hviler og et hurtigt pas. Så fik jeg ideen. Hvad ville være det perfekte løb -

- Det vil være at løbe 6.6 km hver time - - Indtil der kun er én person tilbage. Som en konkurrerende atlet, knytter man virkelig bånd med dem man løber imod. Du vil se det, hvis du er her til slutningen. Hvis det fortsætter i lang tid, og vi kommer ned til de sidste - - Selvom de alle ved, at du skal stoppe for jeg kan vinde - - Du skal stoppe ellers stopper det her aldrig. Men når så du stopper, så ønsker jeg det ikke, vi har været igemmen helvede sammen.

Det er en dikotomi af dit sind, at du konkurrenere med folk - - I en god og sund konkurrence opstår der en hengivenhed - - Fordi du har lagt alt den træning og hårde arbejde i at komme til det her punkt - - Og så går du ud og gør dit bedste. Man opnår en sympati med hinanden. Jeg ved præcis hvad du går igennem, for jeg går igennem det samme. I vil alle inspirere mig med jeres insats i nat.

Formålet med de her events er, at give alle chancen for at finde storhed i sig selv. Når jeg ser mig omkring er alle personer en mulig vinder. Alt man skal gøre er, at stille sig op til startlinjen én gang mere end alle de andre. Jeg er sikker på, at jeg lige nu ser på vinderen. Så I skal derud og virkelig få det meste ud af det.

Det er ikke vigtigt, hvor længe vi lever, men hvor meget vi lever. Der er meget liv, der skal leves de næste 60 til 70 timer. Jeg tænker, at som jeg sagde, at jeg var god for cirka et minut. Om syv minutter er det tid til at brække nogle knogler.

Lad os tage dem. 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1. Jeg vil starte med at fortælle, hvem jeg er. Jeg hedder Maria Bonne Hansen. Jeg er 45 år gammel. <font color='#000000'>Jeg har løbet cirka siden 2008.</font> Hvor jeg ligeså stille startede med at løbe 5 km på en løbeskole.

Jeg kom så i en lokal løbeklub, og så blev det til 10 km og et halvmarathon. I 2013 løb jeg så mit første marathon, hvilket var på asfalt. Det var en virkelig dårlig oplevelse. I målområdet havde jeg så ondt i mine ben. Jeg sagde, at det kunne kun være fordi det var på asfalt. Jeg er medlem af Gjessø løbeklub. Det er i Vesterskoven og der er rigtig mange bakker -

- Og dem kender jeg efterhånden også ligesom her ved Knøsen og ved Himmelbjerget. Det er fantastisk natur. Og så har jeg lært en masse gode mennesker at kende - - I løbet af alt den her tid jeg har løbet. Det er det fedeste ved det. Vi har alle sammen den samme retning vi går. Vi elsker naturen, og vi elsker at løbe. Bakkerne kan bare ikke være stejle nok, og vi giver den gas. Det er bare alletiders.

Der var rigtig mange kvinder som diskuterede, at konceptet var uretfærdigt. I forhold til kvinder åbenbart er svagere end mænd. Det synes jeg så ikke. Jeg meldte mig til, som første kvinde faktisk. Det er ikke fordi jeg går rundt og er total feminist og alt muligt.

Det er slet ikke det, som det handler om. Det handler ikke om at slå mændene. Det er ikke det jeg vil. Jeg vil rigtig gerne inspirere andre kvinder til at hoppe i trailskoene, og bare give den gas ude på sporet. Vi kan rigtig meget, og det er generelt. Man kan meget mere, end man tror. Man skal lade vær med at have, så ondt af sig selv.

Man skal lade være med at sige, at det kan jeg ikke før man har prøvet nogle ting. Trailløb det er bare sjovt. Ultra trailløb det er endnu sjovere, fordi man kommer virkelig ud, hvor man kan afprøve nogle grænser. Man kommer ud et sted, hvor andre mennesker, som ikke har prøvet det, ikke kender til. Det er svært at beskrive.

Det er en anden verden derude. Når man har været ude at løbe i 10, 12, 14, 15 og 20 timer. Der sker bare et eller andet. Det er ikke nødvendigvis dårligt det, der sker derude. Det kan kvinder også. Det skal de bare gøre. - Den anden sidste. - Alle er væk. - Er det rigtigt? - Ja.

- Det er jo helt perfekt. - Ja, det er det nemlig. Bare lad dem løbe. - Lige præcis. - De første kom ind efter 40 minutter, og jeg aner ikke hvad de skal bruge 20 minutters pause til. - 39 og et eller andet. - Det er jo sindssygt. - Der er jo også rigtig mange, som ikke skal vinde. Da jeg så kom ind efter første omgang, sagde jeg, det kan ikke passe hvad sker der for de folk? Jeg havde jo slet ikke. For mig var det ikke -

- Jeg havde jo den tanke, at jeg startede op, fordi jeg skulle vinde. Der fandtes egentlig ikke noget andet. Jeg kunne ikke forstille mig, at der var folk der startede ud, bare for at være med.

Men det fandt jeg så ud af, at der var mange der stillede op for at løbe en vis distance - - Og det var egentlig noget der irriteret mig lidt, men det er jo bare mig selv. Tak for en fed tur. Du ved det ikke. Det er altid overtid og alle står lige. Dramaet er en selvfølge. Du ved bare ikke hvornår det finder sted, når du starter. De kan ikke komme ind og vise, hvor udmattede de er, for det vil bare motivere deres modstander. Du stopper ikke, når du ikke kan klare mere - - Du stopper, når du ikke længere tror du har en change for at vinde.

Jeg troede, da jeg startede det, at folk ville løbe til de ikke kunne løbe mere - - Men din krop kan tage utrolig mængder af straf og stadig reagere, når du ber den om det. Jeg hedder Leon Skriver Hansen. Jeg er 47 år. Jeg arbejder til dagligt i Løberen i Lyngby. Jeg har det meste af mit liv interesseret mig for løb. Lige siden skolernes motionsløb - - I 6. klasse, så har jeg egentlig været glad for at løbe.

Ja, ja jeg har gjort det lige siden. Jeg løb mit første ultraløb i 2006 - - Det var Marathon Des Sables. Måske ikke det mest almindelig ultraløb at starte med. Jeg havde lavet en Iron Man året før på Lanzarote. Jeg var egentlig bare blevet rigtig træt af at cykle - - Og mere og mere glad for at løbe - - Så jeg skulle ud og finde et nyt eventyr - - Og havde hørt om det her Marathon des Sables - - Og set forskellige film om det. Det var en tilstrækkelig stor udfordring - - Så ja, det skulle jeg bare prøve.

Ja, så har jeg bare ikke set mig tilbage siden - - Og jeg har bare taget det ene løb efter det andet. For mig er det egentlig ikke så meget selve løbene - - Det fylder selvføligelig også rigtig meget - - Men det er lige så meget processen hen mod løbene. Hvordan får man kroppen bygget stærk nok til at komme igennem strabadserne. Hele træningsprocessen er jeg meget fascineret af. Mentalt - - Hvordan man bygger det mentale op omkring et løb - - Men også alt det her med, hvor lidt der egentlig skal til - - For at bryde det hele ned, når man kommer ud og bliver fysisk træt - - Det er meget få ting der skal til for at vælte hele korthuset.

Ultraløb er jo en masse små kasser der er bygget op - - Ovenpå hinanden. Det er træningen. Det mentale, kost og søvn.

Der er bare én af de små ting, der skal pilles ud af ligningen - - Så kan det være lige meget hvor meget du har trænet, hvis du ikke har fået sovet nok. Det er lige meget, hvor godt du har spist, hvis du ikke har trænet nok. Det hele skal passe sammen i en enhed, ellers fungerer det ikke.

Nummer et. Kom så. Nummer 16. Nummer 39. Hele den første nat er jo bare nogle timer - - Hvor det bare skal gå så let som muligt. Der skulle man helst heller ikke have nogle problemer, hverken mentalt eller fysisk. Det er egentlig bare - - Jeg kalder det tit opvarmningen de første 6 - 8 timer af et ultraløb.

Ja, det var det egentlig også her. Vi må se om vi kan nå en runde med sådan en ankel. - Det er der ikke noget at gøre ved. - Nej. Jeg var nede at ligge på anden runde - - Så synes jeg egentlig det gik meget godt, men så kom det tekniske stykke - - så gik det ikke så godt mere. Jeg fløjter lige igen.

Ja, er I klar? Jeg er vild med det her. De første timer er jo egentlig bare nogle timer man skal have til at gå. Det er bare lidt atypisk, at det er et løb som er et udskilningsløb. De første mange timer havde man ikke overblik over hvem der var med, og hvem der var udgået. Det var først da solen stod op, at man kunne se at der var tyndet ud i feltet. Så kunne man jo begynde at kigge på hvem der var tilbage- - Og om der var nogle af ens hårdeste konkurrenter, der var udgået.

Det var der egentligt - - Og det var da lidt overraskende, at der allerede var nogen der var røget den første nat. Jeg er ude. Tænk på de folk, der sidste efterår gjorde det i 60 timer mere end dette. -Det er vanvittigt. -To og en halv dag mere.

- Ja. - Det ville du have elsket. - Men jeg har aldrig løbet 55 km i mit liv. -Hvis du har løbet det længste nogensinde, så har du også noget at være stolt af. - Præcist.

Jeg er meget glad. Det var vildt sjovt. Men det er det. Det er det for mig. Jeg hyggede mig hele natten igennem.

Der er en eventyrfølelse ved, at man er afsted - - Du kan kun lige se det, som er i din lyskegle. Jeg havde ikke løbet i det område før - - Så man løber og glæder sig til at se, hvordan her ser ud. Når man kiggede sig tilbage, så kunne man se en lang slange af lys bag sig. Jeg nød hele natten. Det var dejligt. Jeg hedder Lue, og jer er 26 år gammel.

Jeg læser sociologi på Syddansk Universitet. Jeg er på udveksling lige nu i Sydtyskland. Lidt, fordi jeg gerne ville ned hvor der var nogle bjerge også.

Der er der jo ikke rigtigt, men der er ikke så fladt som herhjemme. Det er måske ikke helt den rigtige grund, for at vælge at læse et sted. Jeg løb ikke så langt, da jeg var yngere. Vi havde et løb, hvor man samler penge ind til en legeplads - - Da jeg gik i syvende klasse - - Der løb jeg 22 km eller sådan noget - Der tænkte jeg, at det var egentlig ret grineren. Så gik der nogle år, og så løb min yngste storebror et marathon. Det var fedt og det ville jeg gerne - - Og så fik jeg et startnummer til Reykjavik marathon - - Af min storebror i julegave.

Muligvis den bedste gave jeg nogensinde har fået. Så var vi i Island sammen og så løb jeg det. Og så løb jeg et par marathonløb, og synes det var fedt. Men så tror jeg godt, at jeg kunne mærke, at det var ikke det der med at løbe hurtigt, som var noget for mig. Det var sammenspillet mellem det mentale og det fysiske.

Det er nummer 11 vi har der. Jeg tror maven er kold eller hvad? Det hele opad er sådan lidt. Men benene de køre bare der ud af. Ja. Juice, har du lyst til at suge lidt i den? - Hvad må jeg spise? - Du må spise lige det, som du har lyst til. - Hvad har du lyst til? - Der er suppe. - Nå ja, der var det der suppe, som vi snakkede om. - Ja, den kommer lige.

- Der var et eller andet. - Skal du have den der grinebider? - Den fik jeg spist. - Det var godt. Den fik jeg resten af. - Den fik du resten af? - Ja, jeg fik papiret. Nå ja, det er rigtigt. - Kriser kommer og går, så se tiden an, ikke? - Jo. - Jeg ved ikke om det er fordi, at maven er kold? - Det kan godt være.

- Føler du dig kold? - Egentlig ikke. - Men det er jo godt. - Ja. - Jeg er jo svedig, for det er jo koldt. - Ja. Det er jo ikke fordi jeg fryser, men jeg kan godt mærke at mave er lidt. - Du kan jo prøve at tage den der tynde hvide en på? - Hvad er det for en? - Den der du snakkede om du havde. - Jakken?

- Det hjælper jo ikke noget, når alt det andet er vådt. - Gør det ikke? - Har du uldtrøje på? - Ja. Det er sjovt.

Nogle gange kan jeg mærke, at nu kommer det snigende. Pis, hvad gør jeg? Så er det bare med at finde et eller andet. Hvad det kunne være, som jeg motiverer mig med? Det kunne være at nu komme jeg i depot, og der er en lækker kage. Det er sådan noget jeg prøver at tænke på. Det kan godt være svært nogle gange - - Når man begynder at blive træt, så kan man godt kværne rundt i det samme hele tiden.

Så har jeg oplevet, at så hurtigt som de kommer de her kriser - - Lige så hurtigt er de også væk igen. Det køre sådan her på ultraløb. Jeg har engang også prøvet at have kriser over flere timer.

Det var virkelig frygteligt. Men alternativet er jo at udgå, og det er for mit vedkommende ikke rigtig et alternativ - - Synes jeg. Det er jo bare at give op.

Og det er igen, at have ondt af sig selv, så det er bare videre. Jeg tænker tit - - Og siger til mig selv. Okay, nu begynder du at jamre og have ondt af dig selv. Spørg lige dig selv, hvad kan du bruge det til? Ikke til en skid, så stop det. Så begynder jeg at synge. Det hjælper også.

Tyske børnesange kan jeg godt finde på at synge. Det er virkelig mærkeligt, men det hjælper. Jeg havde to veninder med op til løbet - - Ida og Amalie. Jeg ringet til dem der om morgen inden vi skulle køre om eftermiddagen - - Og jeg var sådan helt glad. Jeg havde sådan en fødselsdagsfølelse - - Vi spiste slik på vejen derop og snakkede om løbet, og det var fedt.

Lige i det øjeblik, hvor man står på startstregen - - Så tror jeg at jeg bliver lidt panikken - - Og tænker, hvem er den idiot, som har tilmeldt mig det her? Hvad laver jeg her? Men så kigger man rundt på de andre, og det er så fedt at se - - At man kan genkende den der følelse hos alle - -At der skal ske et eller andet skørt nu. Men så det som om man træder over startstreget - - Og så går der ikke særlig længe - - Så glemmer man alt nervøsitet, og så er man bare - - Man er igang med det som man kom for. Det er egentlig meget skørt for det er sådan en karrusel af følelser.

Der er visse træthedstegn, vil jeg sige. Forberedelserne til Backyard træningsmæssigt - - Det var egentlig at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forberede mig - - Fordi jeg som sagt, ikke vidste hvor mange timer jeg skulle være igang - -Jeg vidste heller ikke hvordan kroppen ville reagere på sådan en form for løb- - Med at løbe en distance og så holde pause og så starte igen. Jg har egentlig ikke trænet specielt mod løbet - - Jeg har egentlig bare trænet, som jeg plejer og så bygget kilometer på. Så har det mere været mental forberedelse jeg har brugt energi på. Hvordan jeg ville have det i pauserne.

Hvordan ville jeg have det i forhold til modstanderne, hvis der var nogle, som så mere stærke ud end mig. Det har jeg brugt mere energi på. Det startede fint. For det første fandt jeg ud af, at vi løb langs Julsø - - Det havde jeg ikke lagt mærke til i løbet af natten. Det var sjovt, at se ruten i dagslys, når man lige havde taget en 7-8 timer i mørke. Så kom der lidt varme også på nogle af strækningerne - - Der var lidt meget vind, som gjorde det svært - - Jeg kunne ikke finde ud af, hvor meget tøj jeg skulle have på - - Fordi på en strækning frøs jeg, og på en anden strækning havde jeg det varmt.

Der lavede jeg et kompromis med at have lidt for meget tøj på, og så skifte tøj oftere. Jeg passede på, at jeg ikke svedte for meget. Det var egentlig bare planen i løbet af dagen. I pauserne lagde jeg ikke mærke til de andre løbere. Jeg fokuserede meget på mig selv, og på at få noget energi indenbords.

Jeg fik snakket med mit crew, som havde styr på de andre løbere, så der fik jeg mine informationer fra. Jeg kunne se det ude på sporet også, at der var flere løbere som så friske ud. Jeg var ind imellem forundret over, når vi stod på startstreget, og så at en eller to personer var væk - - Som man tænkte godt kunne komme til at volde en problemer senere i løbet. Vi skal lige have styr på det. - Emilie snakkede om, vi er halvvejs nu med de 17 timer.

- De lovede det kun ville vare i 28. - Vi tror på 34. - Nej, jeg tror heller ikke på de 28. - Nej, det bliver mere end det. Leon, nu skal vi jo ikke heppe for meget på dig, for vi skal jo have nogen til at gå ud af det her løb.

- Et kæmpe hep fra Rødovre Fra Ninna. - Tak. Nu bider du tænderne sammen, for du har et helt minut endnu. kom så, kom så! Lue! - Stærkt mand. - Godt kæmpet. Du har 30 sekunder til depot. Du nåede det! Du er fucking god. Du skal have et eller andet.

- Hvad har du brug for? - Jeg kan ikke mere. Jo, jo. Du får en vand med, og så skal du afsted. Kom så, det kan du godt.

Tak. På et tidspunkt, hvor jeg kommer ind, og der kun er 30 sekunder. Carsten siger til mig - - Jeg tror jeg græder, så jeg må have været så irriterende. Jeg kan ikke mere. Nu tager du dig sammen, du kan godt. Jeg tror, det var det, der fik mig til at gå videre. Det der med at folk bliver sure, vrede eller gør grin med en - - Bag det ligger der jo, at de har tiltro til en - - Så er det jo bare at tænke, hvis de har, hvorfor har man så ikke selv.

Bare det, at de kommer og hjælper. Hvis man nogensinde tvivler lidt på menneskeheden, så skal man bare møde op til et ultraløb. Alle de mennesker, og der er jo ikke det gode folk ikke vil gøre for en. Ja, man bliver jo helt - - Og når man så i forvejen er en svømmehal af følelser, så står man bare. - Skal du have drikkedunken med? - Ja. - Skal vi følges? Kom! - Du skal bare hænge på.

- Ja. - Åh, fuck. - Pisse godt klaret, mand. - Jeg er så toasted i hovedet. God tur. Det er godt kæmpet. - Jeg kan slet ikke samle mit hoved. Det er helt. - okay - Bare løb og bliv ved mig, så følges vi.

- Så behøver du ikke tænke så meget. Jeg fulgtes med Martin i runden efter - - Da jeg lige var kommet ind og der var 30 sekunder. Det siger jo også bare noget om Martin- - Og mange af de mennesker der tilmelder sig.

Havde det ikke været for Martin, så var jeg ikke kommet igennem den runde. Han var - - Jeg kendte ikke Martin. Jeg havde ikke snakket med ham før. Og så siger han til mig. Vi var nået 100 meter ud på runden. Så siger han til mig, det var fandme sejt.

Og jeg er helt grådkvalt. Nej, det er jeg ikke. Så siger han, har du fået noget energi? Jeg har fået den her nutellabolle og vand.

Så siger han, ned med det. Du skal have noget energi. Nu! Han var min hjerne i den runde. Nu løber jeg lige, og så kan vi snakke lidt. Så kan du lade vær med at tænke over det.

Hvis du ikke vil svare, så snakker jeg bare. Du kan bare ligge dig lige bag mig og kigge på minde fødder. Han var mega sød. Lige her henne der komme gåbakken, og så kan vi gå lidt. Og så løber vi lidt. Det fjollet er, og så kan jeg huske, at jeg begynder at græde endnu mere.

Så siger jeg til ham, tak hvor er det sødt af dig. Så græder jeg endnu mere. Altså af glæde. Det er noget af det, som er så fedt ved ultraløb - - Vi går, og er så formelle hele tiden - - Fine kanter og sådan.

I ultraløb ligger alle følelserne - - Man skal bare lige kratte lidt, og så mærker du alt - - For fulde kadence. Den der taknemmelighed, for så lille en ting - - Man bliver så glad, og man bliver så ked af det. Jeg ved det ikke - - Der er et eller andet skønt ved, at mærke de følelser så meget. Jeg ved ikke om alle andre altid tænker, det er så skønt.

Nu er du inde så hurtigt, at du kan nå, at få en lur. Det er godt. Op og få stængerne op - - Og så er du klar til næste runde.

Sådan! Stærkt! - Tillykke med det. - Tak for hjælpen. Lue er klar om 9 minutter. Ned og sid, så du kan få dine poter op. Hvad? Har du en stol? - Herover og sidde. - Jeg er helt færdig.

Ved du hvad, det er de andre også. Prøv nu at hør her, hvis du var helt færdig, så kunne du ikke løbe den på 50 minutter. Når du er helt færdigt, så kommer du ind på 59:59. Der er mindst 10 runder tilbage i dig. - Jamen, jeg blev jo båret rundt. - Ja, men du kom ind 10 minutter før tid.

- Båret! Jamen, det er da fedt. - Vi hjælper da hinanden. Du kan godt og du får lige denne her på også. - Du er så god og fucking sej. - Nej. Vi skal lige have Lue's poter op. - Det var Martin der hjalp mig rundt hele vejen. - Op med poterne. - Han får brug for din hjælp senere. - Ja.

- Virkelig, du har hentet 10 minutter i forhold til før. - Det er sindssygt. - Du er sej. - Der er ingen der har båret dig. Du har bare knoklet selv. - Har vi ikke noget mere tæppe vi kan putte over dig? - Jeg kender dig ikke, men fuck du er sej. Jacob - - Og Jesper. Lue er klar.

- Du tager dig god tid denne gang. - Ja. - Jamen, jeg blev båret igennem af Martin. - Ja, det er godt. - Nej, du gjorde ej. Du fulgtes med en. - Martin der er en stor krammer hjemmefra også. - Tunsind tak for hjælpen. - Det er så fedt. Vi peaker lige nu på antal. - Lue har 8 minutters pause. - Jeg er færdig. Jeg kan ikke mere.

- Denne her gang er det virkelig rigtigt. - Nej, du har gjort det her selv. Jeg kan altså ikke mere. Denne her gang er det altså rigtigt. Lue, du har gjort det selv. Der er ingen der hjælper dig nu. - Du har 8 minutter endnu. - Jeg kan ikke. Jo, du kan. Du er sej. -Jeg kan ikke mere. - Du er så sej.

- Jeg er helt færdig. - Selvfølgelig kan du det. Det var da tosset at give op nu. Kom nu ned og sid. Kom så og fødderne op. Det der er da bare noget fis.

- Der er så mange kilometer i dig endnu. - Det er fandme løgn. - Det er den fedeste løgn jeg længe har hørt. - Du har 7 minutter endnu. - Der er så meget. - Du skal bare afsted.

Du kan tage stilling til det næste runde, Lue. Sådan, var? Det er hyggeligt. Kom her. Vi har også. - Nu er det med at få masser af energi og få slappet af. - Du har 7 minutter.

- Der er elektrolytter i. - Tak. - Du er fandme sej. - Ja. - Og du har taget den runde selv. - Ja. - Nej jeg har ligget på hjul. - Nå, du har ligget på hjul!

- Nå, den her gang var der ikke nogen der bar dig. Du var kun på hjul. Man skal være smart. Så og en lille booster. - Det er sejt det der. - Ja, det er mega sejt.

Du er fucking god, du er. - Vil du have vand også? - Hvad med lidt banankage? Så længe du stiller dig op til den der linje, så ligger du nummer et. - Det ved du godt? - Nej. - Jo, du gør. Du er nummer et lige nu.

Du er på en delt førsteplads lige nu. Det kan jeg love dig for. - Nej - Jo, det er du. Drikke, drikke. - Tak for hjælpen. - Det var så lidt. Jeg skulle hilse fra din mor.

Der er en hilsen fra Céline, der siger "Kom så Lue, hæng i". Jennifer har også sagt hej. Alle dem som interessere sig for det du laver lige nu - - De sidder alle sammen og holder øje med, hvor mange timer du kan fortsætte endnu. Krampo. Du skal gøre det for alle tøserne, siger hun. Jeg må have mistet tiltroen til, at jeg kunne nå det - - Eller at jeg kunne blive ved.

På det tidspunkt der var - - Der var jeg, så ked af at jeg havde fejldisponeret så voldsomt. Jeg vidste godt, at jeg måske godt kunne tage en eller to runder mere - - Men jeg kunne ikke gå så langt, som jeg havde villet. Jeg kom ind i en rutine med hele tiden kiggede på mit ur - - Og så prøvede jeg at kalkulere, at herfra og til mål er der så og så langt. Sidste gang jeg var her, der havde jeg så meget mere tid - - Det vil sige nu skal jeg løbe så hurtigt, og det kan jeg ikke. I stedet for at sige, så prøv dog.

Så mødte jeg Kristina - Det er også fjollet. Jeg tror, at idet jeg så at en person var gået derud for at heppe på mig - - Hun sagde sådan, "der var du". Hun spørg mig om et eller andet som indikerer, at hun var kommet ud for at heppe på folk. Så var jeg sådan. Kan jeg godt nå det alligevel? Hvis andre tror på det, så er man fandme en skiden sjæl, hvis man ikke gør et forsøg.

Så kiggede jeg på mit ur, og så kunne jeg godt se, at det er umuligt. Ja, så gik jeg resten af vejen derfra. Jeg kan huske, at jeg var sådan - - Det var meget underligt for jeg havde sådan en helt tom følelse indeni. Man var bare sådan - - Skulle det være det? Er det så bare slut nu? Ja, det var det.

I princippet tror jeg godt man kunne være blevet ved - - Men det er virkelig hovedet - - Det er også det, som er så spændende. Der er ikke nogen grænse. Du bestemmer selv hvor grænsen er, så hvis du beslutter dig for, at den er ikke her - - Så er den der ikke. Man skal nok være lidt utopisk for at gøre det og tro på det. Ja, men jeg håber da det sker næste år.

Jeg var grædefærdig, da jeg kom hjem - - Alligevel der var der jo bare - - Det var overvældende med alle de mennesker, der stod og klappet. Man kunne mærke, at det var noget de mente. Da jeg kom ind og der kun var 30 sekunder. Den generelle opbakning er jo overvældende. Det er for vildt. Det er flot.

Tak. Det føles ikke sådan. Jo, det er. Tak.

Tak. I er fandme søde. Tak for hjælpen. - Lue er i mål. - Ja.

Det er så godt. Kom her hen og få en krammer. Tusind tak for et godt løb. - Du har kæmpet godt. - Tak, fordi jeg måtte. Tusind tak. Tak for hjælpen alle sammen.

- Må jeg være medlem af din fanklub. - Ja, det må du i hvert fald. - Stort tillykke. - Tak. Jeg må tage det som en oplevelse. Der er for mange ting jeg har gjort forkert, som jeg ikke havde overvejet eller gjort godt nok - - Til ikke at være med næste år. Det bliver jeg nødt til. Godt Maria.

Hvad snakker du om? Der var den igen. Det er et godt tegn, så er vi på sporet. Det er ikke altid, at jeg har tænkt over hvad jeg siger, når jeg er ude og løbe - - Og der er tilskuere på. Kirsten var også med ude til Backyard, en af mine gode løbeveninder - - Hun står i målområdet, hvor jeg kommer ind på et tidspunkt, og så siger hun - - Jeg ved ikke hvor langt, men jeg havde løbet langt allerede. - Så siger hun til mig, "Maria det ser godt ud". Så tænker jeg bare, hvad snakker du om? Jeg ligner jo en der er - - Man kan ikke se godt ud efter jeg ved ikke, hvor mange kilometer det var.

Hvorfor siger du det, og så får hun lige fingeren. Jeg får det så dårligt med det. Det var frygteligt. Da jeg så løber ud på næste omgang, og lige inden jeg skulle løbe ned af Backyard - - Så bliver jeg simpelthen stående og skriver til hende. Undskyld, undskyld.

Det var virkelig upassende, at give dig fingeren der. Det må du virkelig undskylde. Det var ikke meningen. Der sker altså bare nogle gange nogle ting man ikke mener - - Men jeg er bare - Jeg siger hvad jeg tænker eller gør hvad jeg tænker, for jeg har ikke noget filter. Men jeg kan godt se bagefter, at det måske ikke var så pænt - - Så jeg havde behov for at stå herude og skrive til hende.

Det grinede hun så vældigt over, da jeg kom i mål. Hvad står du derude og skriver for. Det gør ikke noget, for jeg kan sagtens forstå dig. Hvorfor jeg løber ultraløb. Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, det er en sammensætning af forskellige elementer. Selvfølgelig, fordi jeg synes det er fedt at løbe langt. Meget lang. Og det er jo det vi kan som mennesker. Så hvorfor ikke gøre det.

Det har rigtig meget at gøre med - - Jeg synes, man kan meget mere end man tror. Og folk burde stop med at have så ondt af sig selv - - For så kommer man meget længere. Ikke kun med løb. Det der med at finde tusind undskyldinger, for at lade være med, at gøre nogle ting man gerne vil. Det er jeg ikke tilhænger af.

Løb er et godt eksemple på, at man kan mere end man tror. Man skal bare gøre det. Så er der alt det andet omkring. Sådan noget som det her som f.eks. Og snøfler.

Og alle de mennesker man møder med det samme mål, interesser og mindset. Det synes jeg er fedt. Kom så. Det er flot. Godt. Rigtig godt.

- Vi troede du prøvede at stoppe. - Selvfølgelig ikke. Nu ved vi, at ingen vil lade dig stoppe. Jeg skal ikke have noget rent tøj på, for det magter jeg ikke. Så får du lige noget at spise. - Hvordan har du det? - Af helvedes til. - Så skal du jo grave dybt, skat. - Hold nu kæft.

Nej jeg vil ikke. - Hvordan har du det? - Jamen, jeg har det af helvedes til. Jamen hvordan? Det er 24 timer siden snart.

Hvordan fanden ville I have det? Jeg finder også rigtig meget motivation i de mennesker, der er omkring mig. De tror på mig og det er en fed følelse. De har tillid til, at det her kan du godt. Det synes jeg på en måde også, at jeg skylder jeg dem. Selvfølgelig skylder man ikke nogen, at gennemføre et sindssygt løb, men forstår du hvad jeg mener? Jeg synes det er - - Det går rigtig ind i hjertekuglen, når jeg kan mærke - - At venner, familie og mennesker omkring mig tror på mig.

Det er fedt. Det motiverer mig også rigtig meget. Sidste omgang den var lidt speciel. Hvis man spørger mig i dag, om jeg kunne have gjort det bedre? Det kunne jeg sikkert nok.

Men den er svær at svare på, synes jeg. For der kunne jeg åbenbart ikke lige. Da jeg løb ud på 24. omgang og kiggede på uret - - Så følte jeg, at den her bliver hård, og kan jeg nu nå det? Det føles ikke lige. Så ringer jeg til min kæreste Brian.

Du skal lige gå hen til Jon og sige, at han ikke skal være bekymret for jeg kommer ikke ind til tiden - - men jeg når det simpelthen ikke. Jeg skal heller ikke hentes - - Med en eller anden bil og jeg tager heller ikke nogen smutveje. Jeg tager hele vejen. Jeg dør med skoene på, som man siger. Ja, det hørte jeg godt. Ja, jeg nåede de 100 miles.

Det er fedt. Der er bare ikke mere at give af herude. Død. - Det er også hårdt. - Ja. Kom så Bette røv! Det er kraftedeme godt, Maria! Sådan Maria. Tillykke med de 100 miles. Så flot. Godt

For helvede. Hvor var det godt. Tak. Det var fandme godt. Det var 100 miles. Hey Maria. Godt. - Maria, flere nødder næste gang. - Ja.

Hold kæft, hvor er du sej. Tillykke med det. Hvad manglede jeg af tid? - 19 minutter. - Nej, 20 minutter. Fuck mand. - Der er kun to tilbage. - Ja, det ved jeg godt,

Det er fantastisk. Du har gjort det fantastisk. Det er fandme godt det her Hold kæft du ser frisk ud.

Jeg skal hilse fra Jette, og sige du er hendes stjerne, skat. - Hvad med en varm tartelet? - Er der tarteletter? - Ja, der er varme tarteletter. - Nå, for satan. De står her henne. I er lidt sent på den.

Ja! - Tarteletter. - Ja. Der er tarteletter og øl. - Skal jeg lave en til dig? - Nej, jeg kan godt selv. - Skal du have et glas øl, Maria? - Jeg er fuld med det samme. Giv mig den øl! Kom op, Leon. Der er både tarteletter med fyld og øl.

Det er herovre. Vi har flyttet det herop til. - Hvor? - Herovre.

Det var sejt. Det var 100 miles til dig, Leon. Løberne som har løbet 100 miles har samtidig også løbet 3600 højdemeter. Nu spilder du simpelthen ikke den der. Jeg har gået de fleste af dem. - Maria er ude, Leon. - Okay. Det kan godt være varmt.

- Er der fire tilbage? - Ja. Pisse godt. Gik det ligesom vi havde snakket om? - Jeg satte farten lidt ned. - Kanon. - Bare husk at fokusere langt. - Ja. Skal du have noget Cola eller noget? Er der Cola i den her? Det er Cola og vand.

- Var det målet? - Det var målet. - 100 miles? - Ja, det blev det i hvert fald. Jeg vidste ikke helt hvad målet skulle være. Men du er stærk. Du kan stille til start igen. Det er jo det.

Jeg synes du skal gøre det for du er godt med, og du viser overskud. Det går super godt. Men der mangler lige motivationen. - En god dansk øl. - Ja.

Der er øl her. Hvor har vi det henne? Er der mere øl? Helle hun er klar til en øl. Der er masser af øl. Jeg henter noget øl. Du ser så godt ud. Så giv mig en øl, da. Ja, en svensker der ikke vil have øl eller en nordmand der ikke vil have øl.

Tak. Sådan. Tillykke med de 100 miles. Det er så flot. - Kommer du lige fra Everest? - Det kunne godt se sådan ud. Der er lige så koldt som på toppen af Mount Everest.

- Og cirka 3600 højdemeter. Det er fandme sejt det der. - Nummer 44 er også ude. - Er han? Ham i den grå. Han så egentlig ud til at være helt vildt flyvende.

Man er velkommen til at blive i sin pose nu, for så skal Leon nemlig bare løbe alene den sidste tur. Gør han ikke det, så er der ingen vinder. Hun stiller til start nu. Helle er på vej.

Leon er her. Giv dem nu lidt klap. Jacob han er med. Sådan! I er tre. Helle.

Jeg tror grunden til han krammer mig der, er fordi vi tror der ikke er flere løbere tilbage. Jeg står jo som den sidste efter 24 timer alene oppe ved startstregen - - Og får at vide, at der er to af de sidste fire der er udgået. Jeg står alene deroppe og der er et halvt minut til start. Så krammer Jesper mig og siger, at nu er den sgu hjemme. Så kommer sidste mand ud lige inden start, og siger han er klar til at løbe en omgang mere.

Jeg ved ikke om det var bevidst, men hvis det var, så var det da meget smart lavet - - For der fik man da lige en lille mavepuster. Men ikke mere end at det hurtigt blev rystet af, da starten gik på runden. Der er varme frikadeller og øl.

Fem minutter. Som de andre 25 gange, så kommer han løbene op af bakken. Sådan skal det være.

Sådan Jacob. Hold kæft mand. Der er en stol, varm tomatsuppe og varme frikadeller, hvis du vil have det. Sådan. Det var dejligt at komme ned og sidde.

Jeg vil gerne have lidt suppe. Det skulle ikke være alt for varmt. Det er perfekt. - Er det okay? - Ja, det er godt.

Leon og Jacob rekorden i at være to der kæmper mod hinanden det er 19 timer. Det blev ikke lige i dag. - Hvad siger du til det? - Jeg ville sikre, at han skulle have en ekstra omgang. - Derfor så kommer jeg ikke ud igen. - Gør du ikke det? Tager du ikke lige en? Din mor og far kommer, så du skal lige vente en time, så er de her.

Jamen det kan jeg ikke. Efter jeg havde løbet de to første kilometer, så var der næsten gået 20 minutter - - Så tænkte jeg, at det skal kraftdeme være løgn og så spurtede jeg helt vildt - - Så jeg hentet næsten det jeg skulle. Det kan jeg godt mærke, at det holder jeg ikke til i længden. Bare lige en til? Du hopper ud på en til. Du kommer smilende i mål. - Ja ja, det er rigtigt. - Du får tre frikadeller med i hånden.

Så har du også lidt at give dig til på vejen. - Du skylder også en fødselsdagsgave skal du huske på. - Det er ikke endnu, at du har det. Det er lige om et minut.

Jeg tror godt jeg kan sige, at jeg nok ikke når helt ind til tiden her næste gang. - Jamen, så har du prøvet det. - Det er også rigtigt nok. - Hvis du nu får tre frikadeller med i hånden? - Ja, så kan det næsten ikke gå galt. Det var jo egentlig også det jeg tænkte.

- Jacob kommer selvfølgelig også ud. - Ja, det er klart. 30 sekunder. Så er det nu, at en af jer skal tage jer sammen og stoppe. Hvem skal så løbe resten af vejen selv? 15 sekunder.

Når der kun er to løbere, så har vi mad til i hvert fald resten af ugen. God tur. Kom så. Det er flot.

Så kunne jeg sgu ikke lige mere. - Så gik den ikke? - Så gik den ikke længere. Så måtte jeg give op.

Jeg synes godt nok også, at jeg er ved at være øm i stængerne. - Hold kæft du er sej, Jacob. - Beklager det ikke lige blev til 20 timers kamp. Du skal ikke beklage noget som helst. Hold da op. Du har holdt den kørende længe. Hvor er det fedt. Så kunne jeg sgu ikke lige mere kunne jeg mærke.

Men jeg er tilfreds med vi nåede hertil. - I løb afsted sammen? - Ja, men han kom foran ret hurtigt efter. - Han ved ikke jeg er stoppet. - Det er fedt.

- Du gjorde det bare for at pisse ham af? - Vi havde nemlig også den plan, og det skulle du gøre en gang til. - Da jeg mødte dig derude, råbte jeg efter dig. - Ja, du sagde godt, at han var snart ved at være færdig. Det gider jeg ikke høre på det pis, hvis det bare bliver ved. Sejt nok. Tillykke. - Tak for underholdingen. - Selv tak. Sådan Leon! - Er Jacob kommet ind? - Nej, han er lige bagefter dig.

Jamen jeg har slet ikke set noget lys. Få nu jakken på og tillykke med sejren. Hold kæft mand. - Op forbi stregen. - Du skal nok lige op forbi stregen, Leon.

Sådan der. - Tillykke. - Tak. - Hvad så? - Jeg havde bare håbet, at jeg kunne nyde den her runde. - Tillykke. - Tak. Jeg er gået ud.

Jeg tænkte det nok, for lige pludselig kunne jeg ikke se noget lys. Jeg tænkte, at det kunne ikke være rigtigt. Jeg løb bare og kigget mig over skulderen hele vejen. - Det var mega tarveligt af ham. - Det var lidt.

Jeg har dårlig nyheder til dig, for det eneste du har købt dig er et endnu større stykke af helvede. Behøver jeg, at bestemme mig lige nu? - Om du bruger den eller ej, behøver du ikke at beslutte nu. - Okay. Men du bliver nødt til at holde den for jeg flyver ikke herover igen for at komme med den. - Tillykke og godt gået. - Tak. - Det er ikke en nem leg, vel? - Nej.

Den er psykisk for ens hjerne. - Det var en fornøjelse at se jer alle præstere. - Tak. Jeg kan ikke torturere mig selv mere, men jeg kan nyde at se andre gør det. For seks timer siden, der var jeg tæt på at gå ud - - Jeg havde en krise, som vi prøvede at holde lidt hemmeligt. - Man kunne se da nummer 44 gik ud, at der var du lettet. - Jeg havde det virkeligt skidt.

Næste runde, så kørte det egentlig bare. Jeg kunne nok ikke blive ved for evigt, men jeg kunne nok godt blive ved en 5-10 timer mere. Det fungerede bare. Så havde jeg et crew, der proppede mad og drikkelse i mig.

Den her sejr er ligeså meget deres, som den er min. - Det er fandme flot. - Ja. Nu tror jeg, at jeg skal have en lille lur.

Jeg bliver nødt til det. Jeg tager til USA og løber Backyard derovre. Jeg synes ikke jeg nåede, at finde min grænse i Silkeborg. Vi tager derover og så må vi se, hvor længe jeg kan blive ved der.

Om jeg kan blive ved længere end i Silkeborg. Det ved man jo heller aldrig. Men planen er, at tage derover og se om vi kan finde en grænse et eller andet sted derude i mulden i Tennessee.

2021-02-06 20:34

Other news